Template

30+ spørgsmål til jobsamtalen: Stil de rigtige spørgsmål, og vælg den bedste kandidat

Til det første interview kan det være relevant at fokusere på selve jobbet og fagligheden, kompetencer og erfaringer, samt at afdække motivationen og afstemme forventningerne. Denne template samler over 30 spørgsmål, du kan lade dig inspirere af. Der er mange spørgsmål, så udvælg dem, der giver mening for netop din stilling og kandidat.

Interviewet som datakilde

I interviewet får du grundlag og viden, så du kan vurdere, om der er et match. Eller rettere, du og kandidaten kan sammen vurdere, om der er et match, for det går begge veje, og interviews er en oplagt mulighed for den vigtige forventningsafstemning.

Jo mere og bedre data du indsamler, jo mere sikker er du på matchet. Interviewet er i den grad dataindsamling. Her tænker vi ikke alene på mængden af data, men også på kvaliteten, og kvaliteten afhænger i høj grad af selve interviewet. Høj kvalitet fordrer god interviewteknik og stiller store krav til intervieweren.

Overvejelser om struktur, metode og antal

Jo mere struktureret du arbejder i interviewet, jo nemmere er det at sammenholde dine data om kandidaten bagefter, fordi I spørger kandidaterne om det samme og på samme måde, og fordi I sammenligner og evaluerer kandidaterne struktureret ud fra de samme vilkår.

Vi anbefaler derfor, at du laver en struktureret interviewguide, som du holder dig til. Det sikrer dig data, du kan måle på, og minimerer bias. Stil spørgsmål, der relaterer til kandidatens kompetencer, og som udspringer fra din kravprofil, samt spørgsmål der giver dig data på kandidatens adfærd.

I skal også beslutte, hvilken form jeres interviews skal have, telefonisk eller personligt, og om I kører en eller flere interviewrunder. Templaten her er opdelt i et 1. og 2. interview, men du kan også integrere dem i ét.

Overvejelser om jura

Det er i strid med loven at vurdere en kandidat ud fra spørgsmål om for eksempel helbred, tidligere sygefravær, graviditet, religion, race, seksuel orientering og politisk standpunkt. Det handler om diskrimination, så hold dig fra at stille spørgsmål i den retning.

Generelle spørgsmål til motivation og forventninger

Templaten indeholder generelle spørgsmål om, hvor kandidaten er blevet opmærksom på jobbet, hvad kandidaten kender til virksomheden, og hvorfor kandidaten søger job nu. Der er også spørgsmål til, hvilke opgaver der lyder spændende eller mindre interessante, og en øvelse, hvor kandidaten gennemgår sit CV, så du kan følge op på de områder, du undrer dig over, for eksempel skift, pauser eller huller i kronologien.

Spørgsmål til viden og færdigheder (faglige kompetencer)

Her skal du have særligt fokus på kravprofilen og de faglige kompetencer, kandidaten skal have. Afdæk de nødvendige kompetencer fra erfaring og uddannelse, og lav særlige spørgsmål, så du kan evaluere de faglige kompetencer, blandt andet ved at bede kandidaten fortælle om en opgave, der er løst særligt godt, og en opgave, der ikke lykkedes.

Spørgsmål til samarbejde og adfærd

Denne del af templaten hjælper dig med at afdække, hvordan kandidaten samarbejder og agerer, for eksempel gennem spørgsmål om en god leder, kandidaten har haft, hvilken rolle kandidaten typisk tager i en gruppe, og hvordan kandidaten håndterer feedback og konflikter.

Spørgsmål til personlige egenskaber

Her skal I igen have særligt fokus på kravprofilen og de personlige egenskaber, kandidaten skal have. Har I lavet et testkriterie, er det fint at have talt lidt om personlighed inden en eventuel test og tilbagemelding. Spørg til en konkret situation, og hvordan kandidaten handlede, samt til kandidatens præstationer, karrieretilfredshed og mål på langt sigt.

Afrundende spørgsmål

Templaten runder af med spørgsmål om, hvorvidt der er noget, I ikke har talt om, om kandidaten har spørgsmål, om noget ved jobbet bekymrer kandidaten, samt forventninger til løn og goder og mulig opstartsdato.

Din vurdering

Til sidst er der plads til din egen vurdering af kandidaten, med felter til fordele og ulemper samt opmærksomhedspunkter, du kan tage med videre til et eventuelt andet interview.

Hent hele PDF-filen: 30+ spørgsmål til jobsamtalen

Tilbage til alle downloads